Østjysk folketings-medlem trodser partilinjen

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Daniel Toft Jakobsen, der er opstillet i Favrskov, går imod sin gruppe i sag om bederum

Socialdemokratiet har på et gruppemøde tirsdag besluttet, at partiet går ind for forbud mod bederum på offentlige uddannelsesinstitutioner.

Der er dog ikke enighed i gruppen.

Friskoleordfører Daniel Toft Jakobsen, der er opstillet og valgt i Favrskov-kredsen, er imod et forbud:

- Jeg respekterer den beslutning, der er truffet, siger han efter gruppemødet.

Læs også Østjysk MF'er stemte imod sit eget parti

- Jeg siger bare, at jeg ikke vil stå her og spille skuespil og sige noget andet, end jeg mener. Jeg har sagt inde i gruppen, hvad jeg mener, og det siger jeg også her, tilføjer han.

Jeg siger bare, at jeg ikke vil stå her og spille skuespil og sige noget andet, end jeg mener.

Daniel Toft Jakobsen, Soc.dem.

Socialdemokratiets erhvervsuddannelsesordfører, Mattias Tesfaye, vil forbyde bederum for at komme social kontrol til livs. Han henviser til eksempler med muslimske elever, der presser andre til at praktisere islam i skoletiden.

Men partifællen Daniel Toft Jakobsen har "tillid til, at man kan håndtere det lokalt". Og det fastholder han, selv om han dermed går stik imod partilinjen.

- Jeg tror ikke, at lovgivning er det mest effektive redskab i den her sag. For mig er det et ret principielt spørgsmål, så der vælger jeg at sige, hvad jeg mener, siger han. 

Daniel Toft Jakobsen medgiver, at bederum kan blive brugt som led i en social og religiøs kontrol.

Daniel Toft Jakobsen i folketingssalen - her sammen med partifællen Mette Gjerskov. Foto: Niels Ahlmann Olesen - Scanpix

Men han pointerer, at unge flere steder igennem mange år har bedt sammen på uddannelsesinstitutionerne uden problemer.

- Jeg har faktisk selv i min gymnasietid mødtes med en lille kristen andagtsgruppe i et lokale i frikvartererne. Alle var velkommen, ingen var tvunget - det foregik på en helt demokratisk måde, siger han.

Det er ikke første gang, at Daniel Toft Jakobsen går imod sit parti. For et år siden stemte han mod de stramninger, som Socialdemokratiet og de borgerlige partier sagde ja til.