Politiet efterforsker sag om østjysk politiker

Venstre-politikeren Britt Bagers valgkreds i Favrskov modtog i 2015 penge til deres valgkamp. Politiet efterforsker, om det var ulovligt.

Venstre-politikeren Britt Bagers valgkreds modtog fem donationer á 20.000 kroner fra virksomheder, der har den samme person i ejerkredsen. Foto: Mads Claus Rasmussen Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

Venstre-politikeren Britt Bagers valgkreds modtog forud for valgkampen 2015 fem valgkampsbidrag á 20.000 kroner fra virksomheder, der har den samme person i ejerkredsen.

Partistøtteloven siger, at bidrag på over 20.000 kroner til folketingskandidater skal oplyses til myndigheder.

Jeg forsøger absolut ikke at omgås noget som helst.

Britt Bager til TV2 ØSTJYLLAND d. 22. marts 2019

De angivelige donationer kommer fra fem forskellige virksomhedsejere, der overførte beløbet i bidder af 20.000 kroner, og derfor slap Britt Bager og hendes kreds for at oplyse om, hvem der har givet pengene.

Sagen handler derfor om, hvorvidt det er tilladt at virksomhedsejere kanaliserer penge til politikeres valgkampe gennem flere af deres selskaber.

Østjyllands Politi bekræfter, de efterforsker sagen om de fem donationer.  Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

Politiet bekræfter efterforskning 

Østjyllands Politi bekræfter overfor for TV2 ØSTJYLLAND, at sagen efterforskes.

- Vi efterforsker, om der er sket strafbare forhold, men vi kan i øjeblikket ikke udtale os yderligere, siger pressemedarbejder ved Østjyllands Politi Jakob Christiansen.

Jeg er glad for, at politiet kigger på sagen, så det kan blive afsluttet, og indtil sagen er afsluttet, har jeg ikke yderligere kommentarer.

Britt Bager

Britt Bager skriver dette i en SMS til TV2 ØSTJYLLAND:

- Jeg er glad for, at politiet kigger på sagen, så det kan blive afsluttet, og indtil sagen er afsluttet, har jeg ikke yderligere kommentarer. Jeg vil lade politiet gøre deres arbejde, skriver Britt Bager.

Hun har tidligere oplyst til TV2 ØSTJYLLAND, at hun ikke mener, hun har forsøgt at skjule noget, og at hun forholder sig til loven, som den er i dag.

- Jeg forsøger absolut ikke at omgås noget som helst, sagde Britt Bager til TV2 ØSTJYLLAND den 22. marts i år.

Hun tilføjede, at hun naturligvis har tænkt sig at overholde loven, og at det er fuldstændig lovligt at modtage 20.000 kroner uden at opgive, hvem afsenderen er.

Tilbage i marts fastholdt Britt Bager, at der ikke er tale om én donation, som er delt op i fem stykker, men derimod fem forskellige donationer fra fem forskellige personer.

Britt Bager sagde til TV2 ØSTJYLLAND tilbage i marts 2019, at hun ikke mener, hun har forsøgt at skjule noget, og at hun forholder sig til loven, som den er i dag. Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix