Østjydsk Bank: Finanstilsynet kræver store nedskrivninger

Finanstilsynet har været en tur forbi Østjydsk Bank og kræver nu, at banken gennemfører store nedskrivninger og kommer op med en genopretningsplan

Finanstilsynet kræver nedskrivninger for 132 millioner kroner af Østjydsk Bank. Foto: Scanpix

Toppen i Østjydsk Bank skal formentligt på overarbejde i julen. Finanstilsynet har nemlig pålagt det østjyske pengeinstitut at gennemføre nedskrivninger på 132 millioner kroner.

Deruodver skal der laves en genopretningsplan, der skal beskrive, hvordan banken vil bringe kapitalprocenten over det fastsatte individuelle krav fra Finanstilsynet på 20,5 procent. 

Læs også Danmarks største orgel: 6000 piber restaureres for 17 mio.

Nedskrivningerne bringer bankens kapitalprocent ned på 14,6 procent.

Får betydning for store kunder

Ifølge en pressemeddelelse fra Finanstilsynet får nedskrivningerne betydning for en række store kunder, der er i fare for ikke at kunne afdrage på deres lån.

Nedskrivningerne betyder, at banken ved årsskiftet lige præcis lever op til lovens mindstekrav til kapital, men altså ikke det individuelle kapitalkrav.

Læs også Efterlyst for drabsforsøg: 22-årig mand har meldt sig selv

Det skal genopretningsplanen råde bod på. I mellemtiden må banken ikke udbetale aktieudbytter eller påtage sig væsentlige nye risici. 

Direktør i Østjydsk Bank, Max Hovedskov, beklager, at banken er havnet i den aktuelle situation.

- Vi har de senere år arbejdet målrettet med at afvikle en række nødlidende erhvervsengagementer men må erkende, at det er overordentligt kapitalkrævende at have mange store eksponeringer med svaghedstegn, siger han til Ritzau.