Østjyderne gav valgtæsk til disse tre partier

Østjyderne gav både Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Enhedslisten vælgertæsk i stemmeurnerne onsdag. Værst ser det dog ud for Dansk Folkeparti.

Dansk Folkeparti har fået en massiv lussing af vælgerne. Tre ud af fem DF-folketingsmedlemmer fra Østjylland skal finde noget andet at lave. Om Kim Christiansen her på billedet overlever, vil torsdagens optælling af personlige stemmer afgøre.

I forhold til sidste folketingsvalg i 2015 mister DF tre af sine fem mandater i Østjylland, mens Liberal Alliance mister ét af sine to mandater.

Også Enhedslisten har tabt østjyske vælgere siden valget i 2015. Et enkelt mandat får partiet fra østjyderne sammenlignet med to mandater i 2015.

- Det har ikke været nogen festaften, sagde Anders Samuelsen (LA) fra Horsens i partilederrunden natten til torsdag. Liberal Alliance har mistet ni af sine hidtil 13 mandater på Christiansborg og hverken Anders Samuelsen, Joachim B. Olsen eller partiets politiske ordfører Christina Egelund står til at komme ind.

Dansk Folkepartis østjyske folketingsmedlemmer 2015-2019

​​​​​​Hans Kristian Skibby
Kim Christiansen
Mette Dencker
Claus Kvist Hansen
Tilde Bork (Ikke genopstillet)

 

DF mister ved valget i 2019 tre af sine fem hidtidige mandater i Østjyllands Storkreds.

S har stjålet stemmer 

Heller ikke hos Dansk Folkeparti var valgaftenen specielt festlig. Karina Due (DF), der bor på Silkeborgegnen og dermed er en del af Vestjyllands Storkreds, var da heller ikke i det højeste humør over valglussingen, da TV2 ØSTJYLLAND talte med hende onsdag aften:

- Det er selvfølgelig aldrig rart. Selvfølgelig er det ikke det og jeg synes faktisk ikke, vi har fortjent det som parti. Men det er sådan, det er, og det må vi tage til efterretning, sagde hun onsdag aften til TV2 ØSTJYLLAND.

Hvad valgnederlaget skyldes, har hun følgende bud på:

- Det niveau vi fik ved sidste valg, er ikke vores naturlige niveau. Der er også Stram Kurs og Nye Borgerlige, som vi har skullet kæmpe om stemmerne med. Og så er der Socialdemokratiet, som lige pludselig har adopteret vores politik, og det er der nogen, der hopper på, at de mener.

Liberal Alliances østjyske folketingsmedlemmer 2015-2019

Ole Birk Olesen
Carsten Bach

 

DF mister ved valget i 2019 et af sine to hidtidige mandater i Østjyllands Storkreds.

 

Ole Birk Olesen er spidskandidat i Østjyllands Storkreds, hvor Liberal Alliance mister et af sine to mandater.   Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

Kandidat-frygt

Hvem af de østjyske DF-kandidater, der mister deres plads i Folketinget, er torsdag morgen fortsat uvist. Det bliver afgjort, når de personlige stemmer bliver talt op i løbet af dagen. 

Karina Due mener dog, at hun har rimeligt gode chancer. 

- I Vestjylland ser det ud til, at vi får to mandater og vi er tre derovre i forvejen, så lige nu er der 66 procents chance for, at jeg kommer ind, sagde hun onsdag aften til TV2 ØSTJYLLAND. 

- Min livsfilosofi er, at hvis der er en dør, der lukker ét sted, så er der to nye, der åbner et andet sted. Så jeg skal nok klare mig.  Hvis jeg ikke kommer ind, kan jeg altid vende tilbage til at svejse, sagde politikeren med et smil.

Dansk Folkepartis lokalforening i Randers frygter, at det kan være deres kandidat Claus Kvist Hansen, der ryger ud: 

- Jeg håber virkelig ikke, at Claus Kvist Hansen ryger ud. Han har gjort det rigtig godt i folketinget og han er en rigtig god kandidat for os, siger lokalformand Nicolai Estrup. 

Enhedslistens østjyske folketingsmedlemmer 2015-2019

Søren Egge Rasmussen
Nikolaj Villumsen (valgt ind i Europaparlamentet 26/5-2019)

Et mandat tilbage

Også Enhedslisten gik tilbage ved valget onsdag. På landsplan mister partiet et mandat og får sammenlagt 13 pladser i Folketinget. 

Det slår dog langt fra partiets formand Pernille Skipper (EL) ud. 

- Det ændrer ikke på, at hvis vi skal være en del af et flertal, så skal vi selvfølgelig have indflydelse og vi skal være enige om retningen, sagde Pernille Skipper, onsdag aften til Ritzau.

Det ene af de to folketingsmedlemmer fra Enhedslisten i Østjyllands Storkreds har dog allerede fundet ud af, hvad han skal bruge tiden på uden en plads i folketingssalen. Nikolaj Villumsen (EL) var nemlig spidskandidat for partiet til Europaparlamentsvalget og blev den 26. maj valgt ind.

- Jeg er helt fantastisk glad for, at det lykkedes Enhedslisten at blive valgt ind. Det giver os jo en unik chance for at kæmpe for den grønne omstilling, sagde han dengang til TV2 ØSTJYLLAND.

01:43

Video: Hør Karina Dues (DF) reaktion på Dansk Folkepartis valgnederlag. Interviewet er lavet under partiets valgfest onsdag aften. 

Luk video