Østjyder vilde med peberspray - rift om dåser chokerer forhandler
Der gik ikke mere end et par dage, efter vi fik tilladelsen, før vores første bestilling var udsolgt, lyder det fra én af peberspray-forhandlerne.
Ved årsskiftet kom der en ny lov om peberspray. Det blev her lovligt for folk over 18 år at købe sig en peberspray, som man kan opbevare i hjemmet.
Læs også
Loven betyder, at våbenforhandlere nu i omkring tre uger har kunnet sælge den lille spraydåse - og efterspørgslen har vist sig at være stor. I hvert fald hos flere butikker i Østjylland.
- Der gik ikke mere end et par dage, efter vi fik tilladelsen, før vores første bestilling var udsolgt, siger Simon Krænge, der er lagermedarbejder og sælger hos GrejFreak.dk, til TV2 ØSTJYLLAND.
Det er kun muligt at købe pebersprayen i deres fysiske butik, da lovgivningen kræver, at kunden kan fremvise billed-ID. Og det lader ikke til at afskrække kunderne.
- Der kommer dagligt folk ude i butikken, der efterspørger peberspray, siger Simon Krænge og tilføjer:
- Vi havde ikke bestilt så meget hjem til at starte med, så det kom lidt som et chok for os, at efterspørgslen var så stor, siger han.
Læs også
GrejFreak.dk har solgt omkring 30 pebersprays, siden de fik tilladelse til at forhandle det, og lige i øjeblikket er der udsolgt på lageret, og de venter på at få nye varer hjem. De har omkring 40 ordrer, der lige nu står og venter på den lille spraydåse.
Efterspørgsel forventet: 50 solgte pebersprays
Hos Randers Jagt og Fiskeri kommer efterspørgslen ikke som en overraskelse.
- Det var nogenlunde forventet. Efterspørgslen kom allerede dengang de lovgav på området, siger Jesper Søby, der ejer butikken, til TV2 ØSTJYLLAND og uddyber:
- Vi har oplevet rimelig stor efterspørgsel. Der er en del, der har været forbi os. Vi har ikke udsolgt, men vi har solgt et pænt antal allerede, siger han og oplyser, at de har solgt omkring 50 pebersprays siden årsskiftet.
Hos Jagt og Fiskerimagasinet i Aarhus har man endnu ikke haft peberspray til salg, men forventer, at det vil komme i løbet af nogle dage.