Østjyder bryder tabu om psykisk sygdom på socialt medie: ’Vi er også mennesker’

Næsten 300 brugere har den seneste uge delt deres historier på Twitter.

Brian Frost og Kristine Barbara Terndrup fra Aarhus er to af de Twitter-brugere, der åbent har fortalt om deres sygdom i den seneste uge. Foto: Privatfoto

Depression, angst, skizofreni og OCD er bare nogle af de diagnoser, som mange Twitter-brugere den seneste uge har delt under #Brydtabuet.

Fælles for dem alle er, at de ønsker, at fordommene om sygdomme skal nedbrydes.

En af dem, der har valgt at fortælle, at han lider af både depression, angst og OCD er Brian Frost på 49 år fra Vejlby-Risskov.

- Det skal være normalt at tale om tingene. Når jeg er åben og ærlig, så åbner folk sig også op for mig. Og psykiske lidelser er mere normale, end folk går og tror. Jeg synes, det er vigtigt, at folk ikke får den opfattelse, at det ikke kun er en ’rigtig’ diagnose, når det er synligt, siger han og fortsætter.

Læs også Kultserie om tabuer gør comeback i Aarhus

- Det vigtigste for mig er, at folk kan se, at jeg sagtens kan fungere normalt, selvom jeg har en psykisk lidelse.

Jeg er ikke morder

Også 22-årige Kristine Barbara Terndrup fra Aarhus har valgt at skrive ud på Twitter, at hun er skizofren og har kæmpet med både angst og depressioner.

- Der er så mange fordomme omkring min sygdom, og folk tror tit, at jeg kan finde på at slå dem ihjel, fortæller hun.

Alligevel forsøger hun at være åben omkring de udfordringer, hun slås med. Men derfra er der alligevel et stykke vej til at skrive det ud i et åbent forum som Twitter, hvor alle kan læse med.

00:24

VIDEO: Her er nogle af de ting, der er blevet lagt op under hashtagget.

Luk video

- Det var lidt grænseoverskridende, fordi nu ved alle i hele verden pludselig, hvordan jeg har det.

Nærmest en eksplosion

Hos SIND, der er landsforeningen for psykisk sundhed, er de glade for, at der er mange, som åbner op omkring deres psykiske udfordringer på de sociale medier.

Det fortæller Knud Kristensen, som er landsformand i SIND.

Læs også Det svære brud med en forælder: Ny forening vil bryde tabuet

- Det er en supergod idé. Folk har rigtig godt af at finde ud af, at de ikke er de eneste i hele verden, der går med problemer. Men der kan også være udfordringer forbundet med det, hvis du kommer til at udlevere nogen i din familie ved at skrive, at du er vokset op i et hjem med druk, siger han.

Det kommer virkelig bag på mig, at der er så mange, der skriver.

Knud Kristensen, landsformand i SIND

Han fortæller samtidig, at han er overrasket over, at så mange har brugt hashtagget til at fortælle, hvordan de har det.

- Det kommer virkelig bag på mig, at der er så mange, der skriver. Det er nærmest en eksplosion, og det viser virkelig, hvad internettet kan, siger han.

Det billede kan Brian Frost sagtens genkende, for han har fået meget respons på sit opslag.

- Jeg har fået ekstremt mange ’likes’. Det er naturligvis ikke dét, projektet handler om. Men jeg synes alligevel, at det er meget positivt, for det viser virkelig, at jeg ikke har noget som helst at være flov over, slår han fast.