Østjyder bestormer rygekurser i januar

Efterspørgslen på at komme på kursus i at kvitte smøgerne er så stor, at Sundhedscentret i Randers har oprettet ekstra hold

01:51

At skodde smøgen kræver tilløb og selvbeherskelse. Og det har flere og flere østjyder. Kommunale rygestopvejledere i både Horsens, Silkeborg, Aarhus og Randers beretter om stigende antal rygestoppere og især fulde huse her i januar.

I Randers er tilstrømningen af rygere, der ønsker at kvitte nikotinen så stor, at Sundhedscentret de seneste år er blevet nødt til at starte flere og flere rygeafvænningshold op – jo flere kurser, der tilbydes – jo flere tilmelder sig, er tendensen.

- Det er ikke længere nemt at være ryger, og vi oplever virkelig travlhed, siger rygestoprådgiver Ulla Skov Aldahl fra Randers Kommune til TV 2 | ØSTJYLLAND.

02:34

I Randers skal deltagerne på rygestopkurseren konkurrere for at finde motivationen til et stop. 

Luk video

Det er ikke kun i Østjylland, at antallet af rygere er i frit fald. I 1953 røg  59 procent - det tal er nu faldet til 16 procent, viser tal fra Kræftens Bekæmpelse. Og kigger vi på mændene er faldet endnu større. I 1953 røg 78 procent af alle mænd  - det tal er nu faldet til 15 procent. 

Jens Prang fra Randers har cirka røget  400.000 cigaretter i løbet af de 54 år, han har røget. Men denne januar skal det være slut med at stå ude i kulden i redskabsrummet og ryge. Han er derfor en af de nye kursister i Randers Sundhedscenter.

- Jeg er meget tæt på at få kol, siger min læge, og så synes jeg det er blevet besværligt at ryge. Du må ikke ryge ret mange steder, siger Jens Prang. 

Læs også Her måtte man opgive idéen om rygestop

Det er anden gang, at han prøver at stoppe, og de fleste må også igennem flere rygestop, før det lykkes at stoppe helt , lyder det fra rygestoprådgiver Ulla Skov Aldahl.

- Jeg håber virkeligt, at det kan lykkes denne gang, siger Jens Prang.

I Randers har de på det lokale sundhedscentret i de seneste par år set, at antallet af tilmeldte til rygestopkurser er steget og steget - på det første hold her efter nytår er der tyve.

- Der er rigtig mange, der kommer fordi deres pårørende har sagt – se nu og komme i gang, siger rygestoprådgiver Ulla Skov Aldahl, og Jens Prang er som mange andre blevet tilmeldt af sin datter.

I videoen øverst i artiklen kan du se mere om tilstrømningen til rygestopkurser.