Østjyde udtaget som solist til Melodi Grand Prix

32-årige Jonas Flodager Rasmussen er blandt de ti udvalgte solister ved Dansk Melodi Grand Prix 2018

Jonas Flodager Rasmussen skal optræde med sangen ”Higher Ground" i det danske Melodi Grand Prix 2018. Foto: Pressefoto: Gustav Eurén

Jonas Flodager Rasmussen, der til daglig bor i Langå i Randers, er en af de ti deltagere, der skal forsøge at synge sig ind i danskernes hjerter, når det danske Melodi Grand Prix løber over skærmen lørdag den 19. februar 2018. Det gør han under Grand Prix-navnet Rasmussen.

- Det bliver så fedt! Jeg ser frem til en kæmpe oplevelse, og jeg er meget stolt over at blive udvalgt som en af de ti deltagere, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Tre aarhusianere med i svensk Melodi Grand Prix ved et tilfælde

Musikken fylder i forvejen en stor del i Jonas Flodager Rasmussens liv. Til daglig underviser han på Scenekunstskolen ved Kulturskolen Viborg og ved Aarhus Teater Læring. Ved siden af sit arbejde er han frontfigur i bandet Hair Metal Heröes, der optræder med rockhits fra 1980’erne.

Vikinginspireret sang med fredsbudskab

Jonas Flodager Rasmussen skal optræde med sangen ”Higher Ground”, der er skrevet og komponeret af Niclas Arn og Karl Eurén, der begge er svenske sangskrivere og tidligere har haft sange med i det svenske Melodi Grand Prix.

Det bliver så fedt! Jeg ser frem til en kæmpe oplevelse, og jeg er meget stolt over at blive udvalgt som en af de ti deltagere.

Jonas Flodager Rasmussen

Sangen er med Jonas Flodager Rasmussens ord en atypisk vikinginspireret sang med et fredsbudskab.

- Sangen er inspireret af en vikingelegende som nægtede at gribe til sværd. Budskabet handler om at løse konflikter med andet end våben eller hårde og stædige ord. Det er en dynamisk og dramatisk sang, der har noget kraft, selvom den ikke går så hurtigt, siger han.

Kunne være ret fedt at vinde

Jonas Flodager Rasmussen glæder sig meget til at stå på scenen i Aalborg. Og han lægger heller ikke skjul på, at det kunne være ret fedt at vinde.

- Jeg håber først og fremmest, at jeg får nogle rigtig gode oplevelser ud af Melodi Grand Prix. Og jeg vil da også rigtig gerne vinde. Lige nu ligger mine chancer et sted mellem 0-100 procent, fordi jeg ikke kender de andre sange. Men jeg har hørt, at det er et helt sindssygt godt felt, så det bliver spændende at se, hvad der rammer danskerne bredest, siger Jonas Flodager Rasmussen.

Læs også Aarhusianske Ida Una blev toer ved Melodi Grand Prix

Om turen senere skal gå til Lissabon og Eurovision finalen den 12 maj er endnu svært at forholde sig til.

- Det ville være helt vildt, men også så langt ude i fremtiden, at jeg ikke helt kan tænke på det nu. I første omgang glæder jeg mig helt vildt til at stå på scenen den 19. februar. 

Deltagere ved Melodi Grand Prix 2018

Disse 10 deltagere dyster i Det Danske Melodi Grand Prix 2018 i Aalborg:
 
Sang nr. 1: Ditte Marie - "Riot".
 
Sang nr. 2: Anna Ritsmar - "Starlight".
 
Sang nr. 3: Rasmussen - "Higher Ground".
 
Sang nr. 4: Sannie - "Boys On Girls".
 
Sang nr. 5: Sandra - "Angels To My Battlefield".
 
Sang nr. 6: Lasse Meling - "Unfound".
 
Sang nr. 7: Carlsen - "Standing Up For Love".
 
Sang nr. 8: Karui - "Signals".
 
Sang nr. 9: Rikke Ganer-Tolsøe - "Holder fast i ingenting".
 
Sang nr. 10: Albin Fredy - "Music For The Road".