Østergaard om sejren: Danskerne har været i et symbolpolitisk jerngreb
Radikale Venstre er landets og Østjyllands store vinder under Folketingsvalget. Også SF klarer sig flot.
Den østjyske spidskandidat Morten Østergaard kan næsten ikke selv tro det.
Radikale Venstre har fordoblet deres mandater i Folketinget fra 8 til 16. I Østjylland går de fra 1 til 3 mandater.
De har samlet fået 8,6 procent af vælgernes stemmer, og de er dermed det parti, der har opnået størst fremgang siden seneste folketingsvalg, hvor de fik 4,6 procent af stemmerne på landsplan.
I Østjyllands Storkreds er Radikale Venstre gået endnu mere frem end på landsplan. Her har 9,9 procent stemt på Radikale Venstre.
- Det overgår mine vildeste forventninger. Jeg ved jo ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg kniber mig lige i armen. Det vigtigste er dog det overordnede billede, der tegner sig, at vi siden 2001 har været i et symbolskpolitisk jerngreb i Danmark, og det har danskerne sagt klart nej til, lød det fra partilederen til TV2 ØSTJYLLAND tidligere på aftenen, da sejren så ud til at være en realitet.
- Det er tid til et vagtskifte i dansk politik. Det er en æra, der er slut, som startede i 2001, og nu skal der bygges noget nyt op, siger Morten Østergaard (RV).
SF fordobler også
Et andet rødt parti, der klarede sig godt, var SF.
Ligesom Radikale Venstre fordobler de deres mandater i Østjylland og på landsplan. De går fra et til to mandater i Østjylland og fra 7 til 14 på landsplan.
Den østjyske spidskandidat Kirsten Normann Andersen sagde dette onsdag aften:
- Det er vi rigtig, rigtig glade for. Jeg synes selv, at det er godt, at Danmark bliver malet rødt i aften.
De vil bruge deres resultat til at få maksimal indflydelse på borgen.
Også Venstre oplevede fremgang. De får to ekstra medlemmer i Folketinget fra Østjylland, og det glæder spidskandidat Jakob Ellemann-Jensen, der dog ærgrer sig over at skulle stoppe som Miljø- og Fødevareminister:
- Det har jeg det rigtig skidt med, fordi jeg synes, det har været en fantastisk mulighed for at påvirke Danmark. Jeg synes, at jeg har fået sat nogle gode aftryk og en god retning, og det håber jeg, at man vil føre videre, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Han håber dog stadig, at Socialdemokratiet vil danne regering med Venstre, da han ikke tror på en regering kun med Socialdemokratiet.
- Det er altså ikke så nemt, som det ser ud på papiret, og det, der med at tro, at man kan samarbejde med nogen om noget og nogle andre om noget andet, det er ikke så nemt, siger Jakob Ellemann-Jensen (V).
Personlige stemmetal mangler
Hvem der kommer i Folketinget for de forskellige partier, vides ikke endnu, da de personlige stemmer først bliver talt op i løbet af torsdagen.
Læs også
TV2 har dog lavet analyser og beregninger fra valgstederne, og de forudser, at Søren Egge Rasmussen får Enhedslistens østjyske mandat. Han blev ligesom Nikolaj Villumsen valgt ind i 2015, og begge genopstillede de ved dette valg. Villumsen stillede dog også samtidig op til Europaparlamentsvalget, hvor han blev valgt ind i maj.
TV2 forudser også, at Morten Østergaard bliver valgt ind for Radikale Venstre, Nicolai Wammen for Socialdemokratiet og Kirsten Normann Andersen for SF.
Læs også