Ørreder fra Lilleåen skal skabe liv i Gudenåen
Ørreder fra Lilleåen ved Hadsten skal sikre, at havørredbestanden i Gudenåen sikres
I Gudenåen nær Bjerringbro ved Tangeværket har ørrederne det svært, og derfor er der ikke ret mange af dem.
For at komme fiskebestanden til hjælp, blev der søndag indfanget ørreder i Lilleåen ved Hadsten. De indfangede fisk skal så yngle i et dambrug og senere sættes ud i Gudenåen. Det sker for at bevare havørredbestanden i Gudenåen-systemet.
Læs også
TV2 ØSTJYLLAND tog derefter med Hadsten Lystfiskeriforening ud for at lede efter potente ørred-hanner og fødedygtige ørred-hunner.
- I dag, søndag, vil vi meget gerne have 25 gode og store hunner fyldt med rogn. Vi kan klare os med lidt mindre hanner, de kan jo klare at befrugte flere hunner, siger John Eistrøm, der er formand Hadsten Lystfiskeriforening.
Og det er en helt særlig metode, de bruger for at fange fiskene.
- Det er en skånsom måde, selvom det godt kan virke lidt brutalt. Man har en elektrode på båden, og man har en håndholdt elektrode. Når fiskene kommer ind i det felt, der er mellem elektroderne, bliver de bedøvet i et øjeblik, og så kommer de op til overfladen, og så kan vi fange dem med et net, forklarer John Eistrøm.
Læs også
Tange Elværk ved Bjerringbro spærrer for at ørrederne i Gudenåen kan overleve, og derfor er Hadsten Lystfiskeriforening altså i gang med at indfange ørreder i Lilleåen, som Gudenåens Ørredfond så kan avle på.
Når ørrederne er fanget, ender de i en tank, inden de køres ud til et dambrug.
- I dambruget er vi nødt til at stryge dem med håndkraft for at presse rogn ud af hunnerne og sæden ud af hannerne og så befrugte dem mekanisk, kan man sige, i en spand. Det er knap så romantisk, siger John Eistrøm.
Du kan komme med Hadsten Lystfiskeriforening ud på dagens fisketur i videoen øverst på siden, hvor du også kan høre mere om, hvorfor det er nødvendigt at ’flytte’ ørrederne.