Ørnens dag i Østjylland: 130 trodsede kulden for at kigge på fugle

Flere steder i Østjylland blev der søndag holdt Ørnens Dag

02:00

Hvis man denne søndag har bevæget sig uden for, så er det nok ikke gået ubemærket hen, at kulden er over Danmark. Et vejr der for manges vedkommende nok inviterer mere til indendørshygge end en tur ud i det fri.

Men cirka 130 østjyder kunne vejret ikke holde indenfor. De var taget til Klostermølle ved Gammel Ry for at kigge på fugle. Søndag var nemlig ørnens dag, og derfor skulle der spottes havørne.  

Læs også Nu er havørneungerne begyndt at komme ned til Egå Engsø

- Jeg tror man en gang imellem skal være lidt mærkelig mellem ørene altså, for i dag er der godt nok koldt. Men når man så til gengæld får ørnen at se. Så er det hele besværet værd, og vejret er jo en af de ting, der følger med, og når man har den her passion for fugle, så er det bare et vilkår, at vi engang i mellem står og fryser, siger ringmærker Kim Skelmose.

 Alle, der var her, har fået en kæmpe oplevelse ved at se sådan en havørn. Den var virkelig tæt på og alle råbte ’wauw’

Kim Skelmose, ringmærker

Lille nedgang i bestanden

Havørnen, der tidligere var en helt almindelig ynglefugl i Danmark blev omkring år 1900 udryddet i landet, men i de senere år er fuglen vendt tilbage og ved Mossø er der nu cirka 74 ynglene par, og selvom det er lidt færre end forrige år, så synes Kim Skelmose alligevel, at det går godt med bestanden i Østjylland.

- Generelt så går det godt med havørnene, selvom vi havde en lille tilbagegang i 2017 på grund af fugleinfluenza, så ser det faktisk rigtig godt ud med vores havørne, siger Kim Skelmose.

Kæmpe oplevelse

Men var de der så alle de ørne, som folk havde trodset kulden for at komme og se. Det var de, og de fremmødte fik faktisk set hele fire af slagsen, og en af dem kom endda helt tæt på. 

Læs også Ørne kan bruges i kamp mod droner

- Alle, der var her, har fået en kæmpe oplevelse ved at se sådan en havørn. Den var virkelig tæt på og alle råbte ’wauw’, siger Kim Skelmose.

I alt blev der holdt ’Ørnens dag’ tyve steder i Danmark.