Økologieksporten sætter rekord ti år i træk

Økologisk landmand Carsten Bech Jensen fra Følle kan ikke få armene ned

01:31

Økologi sælger, og det sælger også til udlandet.

Den danske økologieksport har sat rekord de sidste ti år i træk. Fra 2014 til 2015 steg eksporten med 15 procent.

- Det er jo dejligt, for som økologisk landmand er det jo det, vi har haft brug for, det er det, vi har ventet på, siger økologisk landmand Carsten Bech Jensen fra Følle ved Rønde på Djursland. 

Læs også Niels' 35.000 høns har ikke set dagens lys i tre måneder

Den samlede økologiske eksport lå i 2015 på 1,983 milliarder kroner, og økologisk landsforening har en forventning om, at den økologiske eksport vil nå 3,5 milliarder i 2020.

- Efterspørgslen er opadgående. Det er positivt, fordi det er nødvendigt for at økologien kan udvikle sig. I den sidste ende skal det være drevet af forbrugerne, og det oplever vi i øjeblikket, siger Carsten Bech Jensen.

Ifølge Økologisk Landsforening er der i øjeblikket 625 landbrug, der er i gang med at blive omstillet til økologi.

- Jeg tror, at mange af dem, der kommer hertil som nye økologer, er nogen, der har ventet og set, om forbrugerne ville tage det til sig. Det er der jo meget, der tyder på, at forbrugerne gør, siger Carsten Bech Jensen. 

Den samlede økologiske eksport lå i 2015 på 1,983 milliarder kroner. En stigning på 15 procent sammenlignet med 2014.

Prisen er ikke afgørende
I mange produktgrupper er det prisen, der bestemmer, om produkterne bliver en succes hos forbrugerne.

Sådan er det ikke altid når forbrugerne skal vælge, om de skal købe økologiske produkter. 

Læs også Kim realiserer sin drøm: Åbner landsby-butik kun med økologi

- Jeg køber økologi af tre årsager, dyrevelfærd, det er et renere produkt, vi indtager, og det gavner miljøet, siger studerende Louise Randers.

- Jeg har det bedre, når jeg har købt økologi, så tror jeg på en renere verden, siger pensionist Johannes Eriksen

Se mere i tv-indslaget øverst i artiklen.