Ødelagt togskinne udskiftet: Nu kører togene igen
Cirka syv meter langt stykke togskinne udskiftet ved Horsens
Østjyske pendlere har tirsdag morgen og formiddag måtte væbne sig med en god portion tålmodighed, efter en ødelagt togskinne ved Horsens har skabt forsinkelser og aflysninger på strækningen mellem Aarhus og Fredericia
Men tirsdag eftermiddag er der godt nyt. Ifølge BaneDanmark burde togene igen køre til tiden fra klokken cirka 13.30.
De mange forsinkelser skyldtes et skinnebrud tirsdag morgen ved Horsens. Derfor kunne DSB kun køre i ét spor mellem Vejle og Skanderborg.
Læs også
De eneste tog, der indtil klokken 14.30 kørte mellem Fredericia og Aarhus H, var IC-tog. Disse tog standsede i Hedensted i begge retninger og "for så vidt muligt" med ekstra vogne tilkoblet.
Togbusser indsat
Alle regionaltog mellem Fredericia og Aarhus var dog aflyst. DSB indsatte togbusser mellem Fredericia og Vejle. De standsede i Børkop og Brejning. Rejsende til Viby skulle benytte sig af Odderbanen samt Arriva.
Lyntog fra København kørte til Fredericia, men herfra skulle man skifte transportmiddel, hvis man skulle mod Aarhus. Enten kunne man hoppe på et IC-tog. Alternativt kunne man tage en togbus, som ville køre direkte via Vejle.
Fra Frederikshavn og Aalborg kørte lyntogene til Aarhus, men hvis man ville videre, skulle man igen enten over i et IC-tog eller en togbus.
Du kan se video af arbejdet med at udskifte det ødelagte stykke skinne øverst på siden.