Ødelagt rude: Unge mænd kastede sten mod politibil
Stenkast mod en politibil resulterede i en ødelagt forrude
Østjyllands Politi var onsdag aften i Rosenhøj i Viby med deres mobile politistation, da de blev udsat for en ubehagelig oplevelse.
To betjente gik rundt i området, da en større gruppe unge mænd samlede sig. To af mændene trak pludseligt til side og smed flere sten på politiets bil, hvilket ødelagde forruden. Derefter løb de fra stedet.
Læs også
- Betjentene er i gang med at tale med nogle andre borgere, men de er tæt på bilen, da det sker. De tilkalder straks noget hjælp og observerer, hvem der løber fra stedet, siger Jakob Christiansen, der er kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi.
Flere patruljer ankom til Rosenhøj, og det lykkedes at finde en 27-årig mand, som de to betjente ved den mobile politistation genkendte som gerningsmanden. Han blev anholdt og sigtet for forsøg på vold mod politiet.
- Der er ikke nogen, som kom til skade, men det er selvfølgelig en ubehagelig oplevelse, siger Jakob Christiansen.
Mobil station skal skabe kontakt til borgere
Den mobile politistation er en større kassevogn med faciliteter indvendigt, der gør, at den kan fungere som et slags rullende kontor.
Læs også
- Den mobile politistation bliver brugt til at komme tæt på borgerne. Den kører rundt forskellige steder i Østjylland, og i går var vi så i Rosenhøj for at komme i dialog med beboerne, siger Jakob Christiansen.
Han fortæller, at politiet fortsat kommer til at være tilstede i området.
- Det skræmmer os ikke væk. Tværtimod er der nu en endnu bedre grund til at være i området, siger han.