Ødelagt tag giver milliontab
Gokartcenter mister mere end en million kroner i tabt omsætning, efter at dele af taget i sidste uge styrtede sammen.
Europas største indendørs racerbane, Racehall i Viby, er sandsynligvis klar til at åbne for publikum på fredag i denne uge.
Til den tid forventes håndværkerne at have udbedret skaderne, efter at dele af racerbanens tag i torsdags styrtede sammen under vægten af de store snemængder.
Det har dog ikke været uden omkostninger at lukke gokartbanen i mere end en uge:
- Alene i weekenden fik 1.100 gæster besked om, at banen var lukket, og at de derfor måtte blive i pit'en. Og for hver aflyst dag stiger tabet af omsætning på gokart-leje, salg af mad, drikkevarer og merchandise. Det løber op i over én million kroner siger gokart-direktør Peter Skjødt-Jakobsen til avisen Urban.
Peter Skjødt-Jakobsen gør dog opmærksom på, at Racehall er forsikret. Udgifterne til reparation af taget kommer derfor ikke til at tynge budgettet.