Ødelagt skulptur fjernet
Solbrille-skulpturen er nu blevet kørt væk, mens det undersøges, om den kan repareres
Den karakteristiske skulptur 'Sea Pink' ved Strandbaren i Aarhus er blevet ødelagt.
Skulpturen, som forestiller et par store, sorte solbriller med lyserøde glas, har fået smadret glasset, og derfor blev den mandag morgen taget ned og fjernet.
- Vi har taget den ned nu, og den er kørt til et depot, hvor den får lov at holde sommerferie, indtil vi finder ud af, hvad der skal ske med den, og om den kan laves igen, siger teknisk chef Niels Østergaard.
Solbrille-skulpturen, der er lavet den schweiziske kunstner Marc Moser, blev i 2013 skænket til Aarhus Kommune af auktionshuset Lauritz.com, efter den havde været en del af udstillingen Sculpture by the Sea i Aarhus.
Det vides ikke præcist, hvordan skulpturen er gået i stykker, men meget tyder på hærværk. Den ødelagte skulptur blev opdaget lørdag morgen af en forbipasserende.
I videoen øverst på siden, der er filmet af Ib René Jensen, kan du se, hvordan det så ud, da skulpturen blev taget ned og kørt væk mandag morgen.