Odds på Letbane-åbning: Bookmakere tror ikke på oktober

Det er nu muligt at oddse på tidspunktet for Letbane-åbningen. Skal man tro bookmakerne fra Bet25.dk, så åbner Letbanen ikke om fem uger

00:41

Sådan så det ud, da Letbanen begyndte at køre testkørsel igen efter den fejlslagne åbning.

Der skulle have været byfest i Aarhus i lørdags, hvor det var meningen, at Letbanen skulle åbne. Men det fik en manglende sikkerhedsgodkendelse sat en stopper for. 

Det er på nuværende tidspunkt uvist, hvad det nye dato for Letbanens åbning kommer til at hedde, men hvis man lytter til bettingfirmaet Bet25.dk, så bliver det ikke i oktober. 

Læs også Aarhus Letbane kan komme i drift om fem uger

- Folkene bag Aarhus Letbane og Trafikstyrelsen er tilsyneladende ikke helt enige om, hvorvidt de resterende mangler er afgørende for sikkerheden. Det er soleklart, at det er et punkt, hvor man ikke har tænkt sig at gå på kompromis, og derfor skal Letbanen formentlig testes igennem fra ende til anden én gang til. Den del kan tage flere måneder, og derfor tror vi ikke på, at Letbanen kommer i fuld drift i oktober måned, lyder det fra Morten Olsen oddssætter hos Bet25.dk. 

Hos Bet25.dk kan man oddse på, hvornår Letbanen åbner, og her giver det flest penge igen, hvis man gætter på, at Letbanen er i drift inden den 1. november 2017. 

Læs også Formand i Letbane-bestyrelse bliver på sin post

Morten Olsens argumenter for, hvorfor han ikke tror på, at Letbanen kommer til at fragte passagerer i oktober, er blandt andet, at Letbanen under testkørsel er kollideret med et fejlplaceret lyssignal, og at en personbil har været involveret i et uheld med Letbanen. 

Det mener oddssætteren smitter af på opfattelsen af Letbanens generelle sikkerhed. 

Læs også Borgmester kritiseres for tavshed om letbane-problemer

Årsagen til, at Letbane-åbningen i lørdags måtte aflyses var, at den endelige godkendelse fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen ikke var på plads. Dermed kunne Letbanen ikke få lov til at køre.  

Sidenhen er der blevet arbejdet på højtryk i Aarhus, og forhåbningen er nu, at den indre strækning står klar til at åbne for kørsel i slutningen af oktober. Men det tror bookmakerne altså ikke på.