Odders whiskybælte: Nye luksusboliger på vej i Hou
15 nye store strandvillaer forventes opført på Strandvillagrunden ved færgelejet
Byrådet i Odder Kommune har netop sagt god for et større villaprojekt på Strandvillagrunden i Hou nær færgelejet. På et over 7000 m2 stort areal håber man nu på at kunne opføre boliger i to etager med tagterrasser og udsigt til havet.
I sommers blev det besluttet at udbyde hele området til udstykning, og efter et bud fra Ejendomsselskabet Hou er der altså nu indgået en købsaftale.
Læs også
Næste skridt bliver så etableringen af en ny lokalplan for området, der skal i høring i løbet af foråret 2017.
Allerede i begyndelsen af november holdt Odder Kommune et møde med repræsentanter fra Hou Fælles Forum samt de borgere, der bliver direkte berørt af byggeriet. Her kom der blandt andet bemærkninger, der bevirker, at der kun opføres 14-15 boliger mod de først planlagte 17. Det betyder, at de nuværende beboere i området stadig får kig til havet gennem bebyggelsen.
Grunden ligger nord for færgelejet i Hou, hvor Samsøfærgen og Tunøfærgen sejler.