OdderNettet nomineret

IT- og Telestyrelsen har offentliggjort listen over nominerede hjemmesider til Bedst på Nettet-prisen 2008.

OdderNettet er nomineret i kategorien "Regional og kommunal forvaltning". Listen over de nominerede kommuner er Høje-Tåstrup Kommune, Stevns Kommune, Frederiksberg Kommune, Ikast-Brande Kommune og så altså Odder Kommune.

OdderNettet har eksisteret siden 1998 og har tidligere været nomineret fem gange, og det er de stolte af i kommunen.

- Som en lille kommune, havde vi forventet at få "baghjul" af de nye, store kommuner, som har mange flere ressourcer, men vi har nu også udviklet os, bl.a. med Odder NetTV, der transmitterer byrådsmøderne på nettet, og som ses af mellem 400 og 500 borgere hver eneste måned, siger informationschef Roald Kramer.

Bedømmelsen af de offentlige hjemmesider munder ud i tildeling af såkaldte "netkroner", og her er OdderNettet blevet tildelt de maksimale fem netkroner. Selv om kravene i Bedst På Nettet-konkurrencen er blevet skærpet, er der flere kommuner end tidligere, der opnår fem netkroner, nemlig i alt 28 af de 98 kommuner.

OdderNettet vandt i 2004 og 2005 Bedst På Nettet-prisen i kategorien for kommuner og amter.