Odderbanen risikerer politianmeldelse
Odderbanen skal nu fortælle, hvorfor togdriften ikke øjeblikkeligt blev indstillet, da Trafikstyrelsen krævede det.
Odderbanen kan blive politianmeldt, fordi der gik flere timer inden banen rettede sig efter det kørselsforbud, Trafikstyrelsen i fredags indførte, fordi der var alvorlige sikkerhedsproblemer på banen.
Det fortæller Horsens Folkeblad.
Trafikstyrelsen kræver nu, at Odderbanen redegør for, hvorfor banen reagerede så langsomt og først standsede togdriften flere timer, at styrelsen havde forbudt togkørsel på skinnerne.
Der var nemlig ikke tvivl om, at forbuddet gjaldt med øjeblikkelig virkning siger konstitueret sikkerhedschef fra Trafikstyrelsen, Leif Funch til avisen.
- Det var ikke til diskussion, hvornår det skulle effektueres. Vi meddelte, at der var forbud med at køre på strækningen syv steder, og der kan selvfølgelig gå noget tid, inden man får fat i lokomotivføreren, men i princippet gælder forbuddet fra det øjeblik, vi har sagt, at de ikke må køre. Så enkelt er det, siger han .
En overtrædelse af et forbud fra Trafikstyrelsen kan blive straffet med bøde eller hæfte.