Odder trækker i løbetøjet
På næste lørdag skyder Odder's borgmester Odderløbet i gang. Det bliver 36. udgave af motionsløbet.
Når borgmester Niels-Ulrik Bugge affyrer startpistolen lørdag den 23. august, vil flere hundrede løbere bevæge sig ud på en løbetur i Vejlskov.
Årets udgave af Odderløbet er det 36. i rækken. De første 34 år startede og sluttede løbet på Torvet i Odder, men sidste år besluttede arrangøren Odder IGF Atletik & Motion at flytte startstedet til Skovbakkeskolens Idrætsplads. Samtidig introducerede klubben et børneløb, og begge dele faldt i deltagernes smag.
- Vi fik utroligt mange positive tilkendegivelser på det nye startsted, som er en dejlig grøn plads, hvor der er mulighed for at slå sig ned og hygge sig, både før og efter løbet. Samtidig blev der også taget rigtig godt imod børneløbet, fortæller Torben Brandt fra den arrangerende klub.