Odder taber i kommunernes spil
Fortsat helt uvist hvem Odder Kommune ender med at blive lagt sammen med.
Odder er foreløbig blevet den store taber i spillet om de kommende sammenlægninger af kommuner. Byens borgmester, socialdemokraten Elvin Hansen, betegner situationen som 'total forvirring'.
- Jeg aner simpelthen ikke, hvor det hele ender. Så nu retter jeg faktisk henvendelser i alle retninger. Jeg har talt med borgmesteren i Horsens uden at der kom noget ud af det. Og i næste uge har jeg bedt om et møde med borgmesteren i Århus, Louise Gade. Ikke fordi jeg synes, en sammenlægning med Århus er ønskelig, men fordi det vil være rart med en fornemmelse af, hvordan Århus stiller sig til en fælles fremtid, hvis det var det, der blev løsningen på det hele.
Allerhelst vil Elvin Hansen fortsætte som borgmester i en Odder Storkommune, der også omfatter den sydlige del af Århus Kommune samt Søvind og Hovedgaard. Men det er ikke realistisk, erkender han. Muligheden for en sammenlægning med Skanderborg er heller ikke oplagt, efter Skanderborg har lavet aftale med Ry, Hørning og Galten.
Se mere i TV2 / ØSTJYLLAND kl. 19.30.
Efter udsendelsen kan indslaget, i lighed med TV2 / ØSTJYLLANDs nyhedsudsendelser i øvrigt, ses her på hjemmesiden ved at klikke på på ikonet for Web tv.