Odder spørger borgerne til råds

Odder Kommune vil have beboernes bud på, hvad der skal ske med kommunen, når det nye danmarkskort bliver tegnet.

Odder Kommune er gået i gang med et omfattende forhør af sine borgere. Ved hjælp af telefoninterviews, et borgerpanel og et stormøde, vil byrådet have borgernes bud på, hvor Odder skal placere sig i den nye kommunestruktur.

Telefonundersøgelsen, der foretages af Vilstrup, og borgerpanelets overvejelser ligger klar 1. oktober. Men allerede 27. september er der stormøde for borgerne.

- Vi tror, at vi på den måde kan få engageret flere i debatten, og jeg håber, at rigtig mange - både fra by og land - vil deltage i mødet, siger borgmester Elvin Hansen (S).