Odder skal satse på øko-have
Den Økologiske Have i Odder skal være med til at sætte byen på landkortet, mener den lokale borgmester.
Der er langt mellem attraktionerne i Odder Kommune. Faktisk er der slet ikke nogen, vil de fleste påstå.
Men det skal der laves om på, mener kommunens borgmester, Niels-Ulrik Bugge (V). Ifølge Horsens Folkeblad har Niels-Ulrik Bugge planer om at gøre Den Økologiske Have i udkanten af Odder til et turistmål, der er kendt i hele landet.
Borgmesteren vil derfor gå til både byrådskollegerne, amtet og senere regionen for at få penge til at udvikle haven. I første omgang skal haven efter borgmesterens mening udvikles, og derudover skal der tilknyttes en salgs- og markedsføringskonsulent.
- Haven kan godt være en god attraktion, men så længe ingen ved, den ligger her, er det ligemeget, siger Niels-Ulrik Bugge til avisen.