Odder-roere klar til VM
Østjyske roere toptrimmede efter tre ugers træningslejr
Juliane Elander, Steffen Bonde og Christina Pultz har haft masser af tid til at forberede sig på VM i roning, der begynder i dag.
De tre roere fra Odder Roklub har været i tre ugers træningslejr i Østrig sammen resten af ro-landsholdet.
Med tre medlemmer på start-listerne ved VM i Slovenien har Odder Roklub aldrig været så talstærkt repræsenteret til en VM-regatta som i år.
Ifølge den østjyske roklub har kun de allerstørste danske roklubber lige så mange deltagere ved VM.
- Juliane, Steffen og Christina har haft stort udbytte af træningslejren i Völkermarkt, som har været en perfekt ramme om forberedelserne. Teknikken er på plads, og der er kommet fin fart i de smalle både, skriver Odder Roklub i en pressemeddelelse.