Odder kan også med fødderne
Håndbold-succes smitter af på fodboldbanen
Byens bedste håndboldhold har haft succes og sikret sig oprykning til landets bedste række.
Men også på fodboldbanen går det godt i Odder.
- Det er over alt forventning, siger Henrik Gudmandsen, der cheftræner i Odder IGF, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Da Odder IGF i sommers rykkede op i 2. division Vest, var det med den klare målsætning og drøm om at overleve i rækken. Og den drøm ser allerede nu ud til at gå i opfyldelse.
Holdet er således ubesejret i sine seneste syv kampe og indtager en 10. plads i rækken, som tæller 16 hold.
- Vi har ikke ændret ret meget rent spillemæssigt. Vi har en måde at spille på, og den har vi holdt fast i siden efteråret. Alle spillerne kender systemet og løbemønstrene, og det er vigtigt, siger Henrik Gudmandsen.
Håndbold-succes smitter
Han mener, at succesen for håndbolden er smittet af på fodboldbanen.
- Det er noget, som vi har snakket om i fodboldafdelingen. Det er superflot, at de er rykket op. Det er klart, at vi føler det som en konkurrence mod os. Hvis vi bliver i 2 Division, så er det fantastisk. Jeg er sikker på, at deres succes har givet os lidt ekstra, og det har givet et boost til spillerne, siger Henrik Gudmandsen.
Men også de mange kampe uden nederlag har gjort, at humøret i truppen er højt.
- Der er helt vildt humør på til træning, og alle er glade, så det smitter af. Og det gode humør har båret os rigtig langt sammen med en god indstilling, siger Henrik Gudmandsen.
Ville toppe tidligt
Han fortæller, at klubben havde en plan om at toppe tidligt på forårssæsonen, da man i de første fem kampe mødte de hold, som klubben skal slås med i den nedre halvdel af tabellen.
Nu er de kampe overstået, og holdet tabte ikke en eneste af dem.
Men måske der ligger et nederlag og venter i den næste, hvor Odder skal møde rækkens suveræne tophold, Skive, som har vundet 18 ud af 20 kampe.
- Det er en speciel situation lige nu, fordi vi har mange skader, karantæner og afbud. Derfor har vi flere spillere med fra 2. holds truppen, så vi er hårdt ramt. Vi tager kampen med godt humør, og så tager vi den som en gratis kamp. Vi skal prøve at drille Skive, og så skal vi ikke tabe for stort, siger Henrik Gudmandsen.
Udekampen mod Skive spilles fredag aften klokken 19.00.