Odder Håndbold opruster på spillerfronten

Odder Håndbold henter gammel kending hjem og skriver derudover kontrakt med dansk talent, der i øjeblikket spiller i Norge

Matias Damgaard tørner næste sæson ud for Odder Håndbold. Foto: Morten Stricker - Scanpix

Der er gang i kuglepennen hos Odder Håndbold.​

Klubben har netop skrevet kontrakt med to spillere, der er klar til at tørne ud for holdet næste sæson.

Første spiller er et kendt ansigt i Odder Håndbold. Det er målvogter Tomas Olason, som vender hjem til sin barndomsklub efter fem år i den islandske liga.

- Det er en drøm, jeg har haft i flere år. Lige siden jeg rejste fra Odder for fem år siden, har jeg arbejdet hen i mod og drømt om at vende tilbage på et tidspunkt. Så jeg er meget glad for, at det er lykkes, siger den 24-årige Tomas Olason i en pressemeddelelse. 

Tomas Olason vender hjem til Odder efter en håndfuld år på Island.

Hos Odder Håndbold glæder de sig til gensynet med Tomas Olason.

- Det er fantastisk for os. Da jeg fik nys om, at Tomas var på vej hjem, var jeg ikke sen til at tage kontakt og tilbyde ham en kontrakt, fortæller Odders sportschef, Lars Kronborg. 

Læs også Odder-træner fortsætter karrieren i Vestjylland

Den anden spiller, som Odder har skrevet under med, er Matias Damgaard. Han kommer fra den norske klub Halden.

Matias Damgaard har - trods sine kun 22 år - stor håndbolderfaring. Før skiftet til Norge spillede han i Lemvig og blev topscorer i 1. division. Han har desuden spillet 35 kampe i håndboldligaen.

- Jeg har kun hørt gode ting om Odder. Og så har jeg spillet mod dem mange gange, da jeg var i Lemvig, og vi har altid haft nogle gode kampe. Så jeg ser frem til at komme til Odder, siger Matias Damgaard i pressemeddelelsen.

Lars Kronborg, Odder Håndbolds sportschef, har store forventninger til nyerhvervelsen:

- Matias er en bagspiller, der kan utrolig mange ting. Jeg har gennem de seneste år fulgt ham og set en rivende udvikling. Han spiller hovedsageligt playmaker og venstre back i angrebet og set som afløser for Nikolai Læsø, som skifter til Århus Håndbold efter denne sæson.