Odder går til rouletten
Stor festival med spil og underholdning a' la Las Vegas skal sætte Odder på Danmarkskortet.
Med en stor spillefestival vil kommune, erhvervs- og foreningsliv i Odder forsøge at tiltrække tusinder af mennesker fra hele landet 8. og 9. juni næste år.
Med et glimt i øjet kalder arrangørerne den store event for 'An Odder Las Vegas'. Tanken er nemlig at omdanne byen til en miniudgave af Las Vegas med alt hvad dertil hører af lysshow, spillehaller, boksearena, en stor bryllupsscene og optræden af kendte kunstnere.
- Så vidt vi ved, er det første gang, der laves en spillefestival i Danmark, og vi satser på at gøre det til en årligt tilbagevendende begivenhed, som vi håber, vil tiltrække rigtig mange mennesker, siger talsmanden for arrangørerne, erhvervs- og udviklingchef Karsten Geertsen.
Han understreger, at der ikke kan spilles om penge på festivalen, men at der i stedet bliver spillet om forskellige præmier.