Odder fejrer sig selv
Vil markedsføre byen gennem gallamiddag
Der bliver fin gallafest i Odder, når byen den 14. september hiver det tunge skyts frem for at fejre sig selv.
Spektrum Odder og Odder Kommune arrangerer i fællesskab et stort show i byen med spisning, underholdning og prisoverrækkelser.
Gallamiddagen er ikke kun for sjov, men skal også være med til at markedsføre kommunen.
- Vi har ønsket at få lavet et arrangement, hvor der kommer fokus på de kvaliteter, som Odder har inden for kultur, sport, erhverv og andet. En Odder Galla skal bruges til at markedsføre byen og kommunen i det hele taget, siger Jesper Hjort, kommunaldirektør og medinitiativtager til Odder Gallaen til Horsens Folkeblad.
Under gallamiddagen vil blandt andre Thomas Buttenschøn, Kaare Norge og Jens Jørn Spottag og optræde.