Odder-borgmester vil have gigantisk lønstigning
Borgmester i Odder Elvin J. Hansen kræver ifølge Ekstra Bladet en lønstigning på over 400.000 kroner.
Midt i nogle historisk hårde besparelser, der kræver nedskæringer over en bred front og 126 kommunale fyringer, kræver Odders socialdemokratiske borgmester Elvin Hansen en klækkelig lønforhøjelse, skriver Ekstra Bladet fredag.
Han er godt knotten over - som kommunens øverste ansvarlige - at være væsentlig lavere lønnet end kommunaldirektøren og kræver på den konto en lønforhøjelse på 439.692 kroner om året.
- Da man er borgmester og har det overordnede ansvar for hele kommunen, som så har ansat en direktør til at være den administrative chef med 400.000 kroner mere i løn om året, burde jeg tjene mest, siger Elvin Hansen til Ekstra Bladet.
Udmeldingen kommer samtidig med at Elvin Hansen er i fuld gang med at svinge sparekniven i Odder Kommune, der kræver 126 kommunale arbejdspladser, to skolelukninger og en lokal skatteforhøjelse.
- En borgmester bør efter min mening af princip have 50 kroner mere om måneden end kommunaldirektøren.
Elvin Hansen tjener knap 50.000 kroner om måneden, kommunaldirektør i Odder Jesper Hjorth lidt over 86.000 kroner. Ifølge Ekstra Bladet en lønstigning på over 400.000 kroner