Odder-borgmester som økologisk landmand: Jeg vil bygge bro

Uffe Jensen var i praktik på et økologisk landbrug

02:48

Økologi eller konventionelt landbrug. Det er en af de debatter, der har kørt i Odder Kommune i de seneste måneder, hvor byrådskandidater har været ude og foreslå forbud mod pesticider i kommunen.

Borgmester i Odder Kommune, Uffe Jensen (V), var på besøg på et økologisk landbrug i kommunen, hvor han for en dag skulle prøve livet som økologisk landmand. Borgmesteren vil gerne bygge bro i debatten og skabe en forståelse for hinandens synspunkter.

Jeg tænker, når jeg kan få byrådet i Odder til at rumme syv partier, så kan det selvfølgelig også lykkes at bygge bro her.

Uffe Jensen (V), borgmester

- Jeg tænker, når jeg kan få byrådet i Odder til at rumme syv partier, så kan det selvfølgelig også lykkes at bygge bro her, siger Uffe Jensen.

Odder Kommune sprøjter mest

Odder Kommune er den kommune i Østjylland, der sprøjter procentvis mest med pesticider, men det er ikke noget Uffe Jensen rynker på næsen over.

- Odder Kommune er jo en del af det, jeg nogle gange kalder Østjyllands spisekammer, og det er klart, at de kommuner, hvor der bliver dyrket meget, også er de kommuner, hvor der bliver sprøjtet mere, siger Uffe Jensen. 

Læs også Valgdebat i Odder: Skal vi forbyde sprøjtegifte?

Mens Uffe Jensens modkandidat til borgmesterposten, Lone Jakobi (S), vil arbejde for at minimere brugen af sprøjtegift i kommunen, så tror Uffe Jensen mere på, at man skal finde en balance i kommunen.

- I Odder Kommune har vi nogle rigtigt ansvarlige landmænd, som igennem flere år været med i forskerforsøg fra Aarhus Universitet. Der er vel ikke en kommune i Danmark, hvor der har været så mange forsøg på at skåne miljøet, som der er netop i Odder. Inden for minivådområder, intelligente randzoner og måder, vi dræner markerne på. Og vi tager rigtig meget hensyn til vores miljø, og det skal vi selvfølgelig også, sagde Uffe Jensen i forbindelse med en valgdebat i starten af november. 

Øverst i artiklen kan du se mere fra Uffe Jensens dag som landmand. 

Herunder kan du se, hvordan det så ud, da vi sendte Aarhus' borgmester, Jacob Bundsgaard (S), i praktik som asfaltarbejder:

02:22 Luk video