OB napper sportsdirektør
Jesper Hansen headhuntet til Odense
OB meddeler onsdag formiddag, at klubben har nappet Jesper Hansen i AC Horsens som klubbens nye sportsdirektør.
- Vi har haft et godt forløb, hvor vi har talt med flere kandidater fra ind- og udland. Jesper Hansen har været inde i billedet fra begyndelsen, og i vores samtaler har han overbevist os om, at han er manden, der kan videreføre OBs udvikling med respekt for vores værdier, kultur og store ambitioner, siger Thomas Christensen, administrerende direktør i en pressemeddelelse.
Jesper Hansen træder ind i den ledige sportsdirektørstilling, som Poul Hansen forlod i slutningen af 2012.
51-årige Jesper Hansen har været i AC Horsens siden 1999, og han har været sportsdirektør siden 2008. Den 1. juni begynder han i OB, og skal hjælpe den fynske klub med at bygge en ny strategi op.
- Det er en klub, der er i fuld gang med implementeringen af en ny strategi og ny spillestil. Nu bliver det min opgave at tage del i den proces og få den foldet ud i hele den sportslige sektor, så vi får skabt det bedst mulige fundament for et OB i dansk fodbolds absolutte top, siger Jesper Hansen.