Nyvalgt byrådsmedlem død

Nyvalgt byrådsmedlem for Venstre i Randers Kommune nåede ikke at få sin debut i lokalpolitik. Han døde 62 år gammel.

Allerede inden det nye byråd i Randers har haft sit første egentlige byrådsmøde, skal der skiftes ud.

Det skyldes, at Venstres nyvalgte medlem Poul Runo er død, 62 år. Det skriver nyhedsmagasinet Danske Kommuner.

Poul Runo blev stemt ind i byrådet ved kommunalvalget den 17. november og havde fået plads i kommunens kultur- og fritidsudvalg. Efter hans død træder Helle Skøtt i stedet ind som suppleant i Randers Byråd.

Poul Runo døde pludselig fredag den 11. december. Han var tidligere statsautoriseret ejendomsmægler i Home-kæden, hvor hans mæglerforretning har 30 ansatte.

Han bisættes i dag, onsdag, fra Essenbæk Kirke i Assentoft sydøst for Randers.