Nytårsforsæt giver travlhed i fitnesscentre
De østjyske træningscentre melder om masser af aktivitet på den første åbningsdag i januar
Mange har nytårsforsættet, at de vil tabe sig og i bedre form. Det giver travlhed og nye medlemmer i fitnesscentrene rundt om i Østjylland.
Hos Seierfitness i centrum af Aarhus er der allerede kommet 20 indmeldelser i år, og i løbet af årets første måned regner centrets leder med at nå 100 nye medlemmer.
- Vi kan se, at aktivitetsniveauet stiger markant fra januars begyndelse. Det er meget klassisk, fordi folk har besluttet sig for, at nu skal der ske noget, siger indehaver af Seierfitness, Mads Seier, til tv2oj.dk.
Folk vil have en personlig træner
Seierfitness skiller sig en smule ud fra mængden ved at have en begrænsning på antallet af brugere på 1000 samt mange personlige muligheder for medlemmerne.
- Vi har forskellige tilbud og forløb, hvor man får en personlig træner til at holde en i hånden i de første uger. Det og bootcamps er meget populære i øjeblikket, fortæller Mads Seier.
Samme tendens ses i Randers, hvor døren til Dansk Fitness har gået ivrigt op og i gennem dagen.
Over 500 i centret lørdag
- Der har været over 500 nede og træne i dag, og alle vores træningshold har været fyldte. Centret har mere eller mindre været fyldt hele lørdag, så der har været drøn på, siger receptionist i Dansk Fitness i Randers, Per Tikær.
Han har ligeledes skulle skrive mange nye medlemmer ind, og langt de fleste begrunder deres indtræden med et nytårsforsæt om at tabe sig eller komme i bedre form.
- Hos os er der også mange, som vil have mere energi i hverdagen og mere velvære, lyder det fra Mads Seier.
Begge steder køres der med åbningstilbud i januar såsom gratis træning hele måneden og intet oprettelsesgebyr. I den kommende tid vil der også være åbent hus i centrene med mulighed for at prøve maskinerne af.