Nyt værested for udsatte
Værestedet målrettes udsatte grønlændere
Et nyt værested på Spanien, tæt ved havnen og rutebilstationen, er Aarhus Kommunes seneste træk i forsøget på at dæmpe gruppen af socialt udsatte på Klostertorv i midtbyen.
Som TV 2 | ØSTJYLLAND tidligere har fortalt er naboer, butikker og cafeer trætte af den voksende gruppe, som de mener, fylder meget i gadebilledet.
Det nye værested, som kommunen vil drive sammen med Kirkens Korshær, er åben for alle, men målrettes mod socialt udsatte grønlændere.
- Det er et nyt værested til en gruppe udsatte aarhusianere, som der ikke bliver taget godt nok hånd om i dag, siger rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Thomas Medom (SF), til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Det har jo været et problem længe her i Aarhus, at vi har en særlig stor gruppe udsatte grønlændere, som er svære at gøre noget ved. Der er ikke nogen nemme løsninger - så havde vi fundet dem for længe siden, siger Morten Aagaard, der er leder af Kirkens Korshær i Aarhus.
Håbet er, at det nye værested vil blive gruppens naturlige og primære tilholdssted.
- Her er et sted, hvor man kan låne en seng, man kan få noget at spise, man får udbetalt kontanthjælp her, da der bliver fremskudt myndighed - der bliver mulighed for at få hjælp og støtte til mange ting, forklarer Thomas Medom.
Det nye værested skal, ifølge Aarhus Kommune, stå klar til åbning efter påske.
Se mere i indslaget øverst.