Nyt våben skal få letbanetogene op ad Randersvej trods regn og blade

Klister. Det er i korte træk forskellen på letbaneskinnerne anno 2018 og 2019.

00:29

VIDEO: Aarhus Letbanes efterårsvåben ligner mest af alt bare noget brunt stads.

Det vil være en underdrivelse at skrive, at Aarhus Letbane var en smule plaget, da efterårets regn og blade sidste år ramte Aarhus.

Kombinationen af vand, blade og kulde gjorde, at letbanetogene ikke kunne bestige Randersvej - den tilsyneladende uendelige bakke fra det centrale Aarhus mod den nordlige ende af byen. 

Læs også Blodbank har akut brug for hjælp - mangler den vigtigste slags blod

Den situation vil Aarhus Letbane ikke havne i igen i år, og derfor har selskabet taget et nyt våben i brug. Gelé. 

Gelémaskine

Mere præcist er der tale om gelé og jord, lyder det fra infrastrukturchef hos Aarhus Letbane, Justin Caton. 

- Vi har lært af vores egne erfaringer sidste år og lært, at vi skal gøre noget mere. Vi har booket en maskine til at putte en sand- og geléblanding på skinnerne. Det er en helt almindelig løsning, der bliver brugt i resten af verden, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Idéen er, at gelé og sand i kombination skaber en slags lim på skinnerne. Den lim skal give bedre friktion mellem letbanetog og -skinner. 

Læs også Færgeuheld fører til aflysninger - kæmpefærge ude af drift

Måske ugentligt - måske dagligt

Letbanetogene er allerede udstyret med et system, der spreder en smule sand ud på skinnerne, men det er ikke er nok til efterårsvejret i Aarhus.

- Sidste år havde vi nogle dårlige situationer, når der var frost og mange blade på skinnerne, og vi opdagede, at det sandsystem, vores toge har, desværre ikke er nok, siger Justin Caton og fortsætter:

- Når et 1000 ton tungt tog presser ned på mange våde blade, bliver der meget hurtigt meget glat.

Læs også Børn mistede deres far: - Folk skal ikke være bange for at spørge

Ifølge Justin Caton er det endnu uvist, om den brune gelé skal på skinnerne en gang om ugen eller en gang om dagen.

- Men sandet i gelén skal i hvert fald give toget en chance for at komme op ad Randersvej, siger han.

En natlig affære

Ifølge infrastrukturchefen er det "1000 dollar-spørgsmålet", hvornår Aarhus Letbane vil begynde at bruge det brune stads.

- Det er helt afhængigt af vejret. Det kommer an på, hvornår der kommer en vestenvind, der får bladene til at falde ned på skinnerne, og hvornår der kommer frost om natten. I princippet er vi klar til at tage maskinen i brug i morgen, siger Justin Caton til TV2 ØSTJYLLAND.

 

Geleen vil blive lagt ud om natten, når togene ikke kører. Den skal med sikkerhed bruges på den stejleste strækning i Aarhus, men kan bruges på alle letbanestrækninger.