Nyt udsigtstårn bliver indviet
Aarhus Ø får fra i dag, mandag, officielt et nyt vartegn
Udsigtstårnet tæt på Bassin 7 ved Aarhus Ø åbner officielt i dag, mandag.
Ved åbningen vil der være taler fra blandt andre borgmester Jacob Bundsgaard (S) og Karin Salling fra Salling Fondene, der har sponsoreret byggeriet.
Aarhus Kommune modtog i 2012 74 millioner kroner af Salling Fondene, og det er nogle af de penge, der er gået til opførslen af udsigtstårnet.
- Udsigtstårnet har vi set i flere store europæiske byer, hvor man har det som et sted, hvor man kan komme op og følge udbygningen af et stort område - og det er samme tanke her. Vi skal have et sted, der giver hele området identitet, så det bliver en slags vartegn også, siger Gøsta Knudsen, der er chefkonsulent og arkitekt i Aarhus Kommune.
Også projektlederen er ganske godt tilfreds med resultatet.
- Det snakker rigtig godt sammen med isbjerget og Lighthouse, som vi har herude, og så er det lidt maritimt. Det kan godt komme til at ligne en stævn på et skib lidt, så det er en fin placering, siger Michael Fonveg Hald fra HSM Industri A/S, der er projektleder på udsigtstårnet.
TV 2 | ØSTJYLLAND var med, da udsigtstårnet blev sat op - det kan du se her.
I videoen øverst i artiklen kan du se, hvordan udsigtstårnet tager sig ud på dagen for åbningen.