Nyt uddannelses-center på vej
Fire uddannelses-centre går sammen og forbereder dannelsen af det hidtil største University College i Danmark.
Fire jyske centre for videregående uddannelser går nu sammen om at forberede det hidtil største University College i Danmark. Den nye institution vil i givet fald omfatte 10.500 studerende og omkring 1400 medarbejdere.
Bag planerne står institutionerne CVU-Midt-Vest i Viborg, Ingeniørhøjskolen i Århus, Jysk Center for Videregående Uddannelse i Århus og Vitus Bering Danmark, Horsens.
Ved at gå sammen vil de fire centre skabe et markant professionsrettet alternativ til de universitære uddannelser.
- Vi vil skabe en stærk og flerfaglig organisation, der kan løfte og udvikle alle de store velfærdsuddannelser og centrale uddannelser for det private erhvervsliv, siger Harald Mikkelsen, ordførende direktør for University College Midtjylland.
University College er en form for kvalitetsstempel, som gives til de CVU'er - centre for videregående uddannelser - der lever fuldt op til CVU-lovens intentioner at skabe store, tværgående enheder. /ritzau/