Nyt svømmeland på vej
Politikere har nu endeligt godkendt planer
Indbyggere i Randers kan fra august 2014 se frem til at boltre sig i deres spritnye svømmeland, der kommer til at fylde hele 6.700 kvadratmeter.
Planerne for det nye svømmeland, der bliver Danmarks første og største offentlig-private partnerskab, OPP, har længe været i gang, men mandag aften blev hele projektet officielt godkendt på et byrådsmøde i Randers Kommune.
- Det er et helt unikt OPP projekt, hvor kommunen får en driftsaftale, der sikrer vores borgere nogle rigtig gode idræts- og fritidsmuligheder. Sammen med færdiggørelsen af Randers Stadion bliver det et nyt kraftcenter for motion og idræt med optimale forhold for brugerne, siger borgmester Henning Jensen Nyhuus (S) i en pressemeddelelse.
Det nye svømmeland bliver et såkaldt OPP-projekt. Det vil sige at en privat partner etablerer, ejer og driver svømmelandet. Imens Randers Kommune lejer et antal timer i svømmebadet til særlige formål som skolesvømning, foreningssvømning, terapi og genoptræning.
Det er Arbejdernes Landsbank og LR-kredit, der sammen investerer de 214 millioner kroner, som svømmelandet kommer til at koste.