Nyt skildpadde-tyveri i Randers – sat til salg på Facebook

Først var det Randers Regnskov, og nu har også Plantorama i den kronjyske by fået stjålet tre skildpadder.

Tre græske landskildpadder blev lørdag stjålet fra Plantorama i Randers. Foto: Plantorama

Det er efterhånden ved at være en tendens. At skildpadderne i Randers ikke kan være i fred. I november blev tre burmesiske stjerneskildpadder stjålet fra regnskoven, og nu har en skildpaddetyv så været på spil i den lokale Plantorama.

Lørdag formiddag gik en mand ud af butikken med tre græske landskildpadder til en værdi á 2000 kr. stykket uden at betale. Heldigvis er skildpadderne ligesom dem i regnskoven tilbage i god behold.

Læs også Sjældne skildpadder blev stjålet - nu tager regnskov panserglas i brug

- På min egen Facebook-side delte jeg, at vi havde fået stjålet skildpadderne, og kort efter fik jeg et tip om, at den ene var blevet sat til salg i en Facebook-gruppe, siger afdelingschef i Plantoramas dyrecenter, Rikke Viborg, til TV2 ØSTJYLLAND.

Manden havde fået udleveret de tre skildpadder sammen med de lovpligtige identifikationspapirer for truede eller fredede skildpadder af en medarbejder, hvor efter han skulle gå til kassen for at betale.

00:20

Dyrepasser Kristian Sørensen kaldte det et lille julemirakel, da tre sjældne skildpadder var tilbage i Randers Regnskov, efter de blev stjålet i begyndelsen af november Video: Randers Regnskov Video: Randers Regnskov

Luk video

Er låst inde

Her valgte han så altså at tage chancen og gå igennem uden at betale.

- Normalt følger vi altid med kunden til kassen, og skildpadderne er låst inde, så de burde ikke være til at stjæle. Men som en kombination af en fejl og travlhed fulgte medarbejderen ikke med her, fortæller Rikke Viborg.

De har jo ikke en værdi, som tyve bliver rige af, men de er jo heller ikke ligefrem værdiløse.

Rikke Viborg, Plantorama Randers

Kunden havde fortalt, at han ønskede skildpadder for at avle på dem. Manden fik en han og en hun til det formål og satte så den tredje til salg.

Rikke Viborg kunne på Facebook-siden kende skildpadden og de billeder af den, som fulgte med ID-papirerne.

- Via sælgerens Facebook-profil fandt vi frem til nogle personoplysninger, der, i kombination med oplysninger i politiets systemer, identificerede sælgeren som en 37-årig mand fra Randers SØ, oplyser Østjyllands Politi.

Plantorama Randers ligger i den sydlige del af byen nær storcentret.  Foto: Google Street View

Meldte sig selv

Politiet tog derfor hen til mandens adresse for at foretage en ransagning. Manden var ikke selv hjemme, og politiet fandt heller ikke skildpadderne på hans bopæl. Til gengæld fandt man de identifikationspapirer, der fulgte med de tre skildpadder.

Betjentene efterlod en seddel til manden med besked om, at han skulle kontakte politiet snarest muligt.
Og det gjorde han så dagen efter om søndagen kl. 10.15, hvor han ringede til politiet. 20 minutter senere dukkede han op på politigården i Randers med en papkasse indeholdende de tre skildpadder.

Læs også Afleverede stjålne skildpadder tilbage - nu er han sigtet af politiet

- Vi skal nu have afhørt manden og høre hans forklaring. Endnu er han ikke sigtet for noget, men vi har overvågning, der viser tyveriet, siger kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Janni Lundager, til TV2 ØSTJYLLAND.

Omstændighederne taget i betragtning har skildpadderne det godt. Plantorama vil nu indskærpe over for medarbejderne, at de altid skal følge med købere af skildpadder op til kassen.

- De har jo ikke en værdi, som tyve bliver rige af, men de er jo heller ikke ligefrem værdiløse, siger Rikke Viborg.

02:29

VIDEO: Den 4. november blev tre uhyre sjældne skildpadder stjålet fra Randers Regnskov ved højlys dag. Hør hvordan det kunne ske i indslaget her. 

Luk video