Nyt røveri mod Føtex
Politiet offentliggør billeder af flittig røver
Et Føtex-supermarked i Viby Centret i Aarhus er for anden gang på to dage blevet udsat for røveri - af den samme gerningsmand.
Bevæbnet med en kniv truede en 30-35-årig mand lørdag eftermiddag en ekspedient til at udlevere penge fra kassen. Derefter forsvandt han fra stedet med et ukendt pengebeløb.
Ifølge Østjyllands Politi slog den samme gerningsmand søndag til mod supermarkedet igen.
Her truede han kl. 14.19 en kiosk-ekspedient til at udlevere et beløb i kontanter, hvorefter han forsvandt ud af indkøbscentret med retning mod Viby Ringvej.
Ifølge politiet har gerningsmanden et mellemøstligt udseende. Han er 30-35 år og 175-180 cm høj. Hans kropsbygning er almindelig, og han taler dansk.
Han har sort mellemlangt hår med megen voks i. Derudover har han lange, tynde bakkenbarter og daggamle skægstubbe.
Under lørdagens røveri var han iført en brun/grå habitjakke med sorte lapper på ærmerne. Han bar sorte bukser og en blålig T-shirt.
Søndag var han iført en mørkeblå/sort jakke, lilla T-shirt og sorte benklæder. Han medbragte en hvid plasticpose.
- På baggrund af signalementerne og fremgangsmåden formoder Østjyllands Politi, at det er samme person, der har forøvet begge røverier, oplyser politiet.