Nyt røveri i Kolind

Det kan være samme gerningsmand - igen

Så har der igen været røveri i en dagligvarebutik i Østjylland. Denne gang gik det ud over en Spar Købmand i Kolind på Djursland.

- Vi modtog anmeldelse kl. 11.24 om et væbnet røveri i Kolind, og kører selvfølgelig derud, oplyser vagtchefen hos Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.

- Vi kan ikke udelukke, at det er samme person, men det er endnu for tidligt til, at vi kan sige mere.

Gerningsmanden beskrives som en 175-180 cm høj mand, som er almindelig eller robust bygget. Under røveriet var han iført en sort jakke med noget rødt på ærmerne samt cowboybukser og sorte sko med hvid sål.

Han slap af sted med et ukendt beløb i kontanter.

Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner på tlf. 114.