Nyt rockmuseum på Djursland

Chuck Berry, Little Richard, Elvis - alle er med

03:17

1 af 2

Østjylland har fået sit helt eget rockmuseum på Djursland. Om få dage slår Poul Nowack dørene op for seks årtiers musikhistorie set igennem de unges øjne.

Chuck Berry, Little Richard, Elvis - alle er med, når Memory Lane Rockmuseum åbner.

- Jeg går meget op i pop og rockmusik. Jeg blev tændt, da jeg som tolvårig så Elvis i biografen - Blue Hawaii - og jeg kunne se, hvordan han kunne spjætte med benene og få pigerne til at hyle og skrige, så jeg købte mig en guitar, lærte tre akkorder, og det scorede jeg meget på i skolen, fortæller Poul Nowack.

Udstillingen starter ved rockens opblomstring i 50erne og 60erne og fortsætter op gennem 70ernes glamrock og frem til i dag. Tingene har Poul Nowack selv fundet og gemt - eller fået i gave.

- Først og fremmest skylder jeg en stor tak til Jørgen De Mylius og mange mange kendte danske musikere, der har doneret mig ufatteligt meget, siger han

Det er Fuglsøcentret - et hotel og konferencecenter i Mols Bjerge, der ligger hus til det 200 kvadratmeter store museum.

- For det første kan vi være formidling for skoleklasser, der kommer fra kommunerne herude. Dernæst vores kursister. Efter powerpoints en hel dag kan de komme på rockmuseet og få en pause, siger Peter Brinks, adm. direktør, Fuglsøcentret i Knebel, om projektet.

I første omgang har Poul Nowack fyldt 200 kvadratmeter med musikhistorie, men han har allerede planer om en udvidelse af museet.

Se mere i indslaget øverst.