Nyt pres for Kattegat-bro

Ny rapport giver god økonomi i en forbindelse over Kattegat. Jyske politikere kræver nu grundigere undersøgelser.

Mens de fleste troede, at planen om en ny fast forbindelse over Kattegat via Samsø var lagt i graven, rejser en ny rapport tvivl om grundlaget for at lægge forbindelsen på is.

En rapport lavet af Rambøll Management A/S for Region Midtjylland viser, at det ikke kommer til at koste de danske skatteydere penge, og selv med meget forsigtige trafikprognoser vil det være en endog særdeles god forretning for det danske samfund, lyder konklusionen.

Århus-borgmester Nicolai Wammen (S) mener ifølge Jyllands-Posten, at den nye rapport fuldstændig river tæppet væk under de sortseere, der har ønsket at begrave en fast Kattegat-forbindelse.

- Både miljømæssigt, erhvervsmæssigt, økonomisk og turistmæssigt vil forbindelsen blive en gevinst for Danmark, og regeringen og landspolitikerne bliver simpelthen nødt til at genoverveje beslutningen. Nu må vi have en grundigere undersøgelse og et ordentligt beslutningsgrundlag, siger Nicolai Wammen.

Formanden for Region Midtjylland, Bent Hansen (S), håber også, at de nye beregninger vil gøre indtryk på regeringen, når den i løbet af efteråret skal gøre sin investeringsplan på trafikområdet færdig.

Du kan læse delkonklusionerne af rapporten ved at <a href="/files/dokumenter/rapporter/Ramboll_delrapport_kattegat.PDF" target="_blank">trykke her.</a> (pdf. format)

<b>Se også med i aften fra klokken 19.30, hvor TV 2 | ØSTJYLLAND har reaktioner på den nye rapport.</b>