Nyt næsehorn i Ree Park

Kito fra Berlin Zoo rykket ind i nye rammer

Ree Park ved Ebeltoft fik torsdag et nyt næsehorn.

Næsehornet Kito ankom i en transportkasse fra Berlin Zoo i Tyskland. Han er en tre år gammel tyr og vejer et ton. Den nye beboer bliver dermed legekammerat med parkens andet han-næsehorn, Thabo.

Indflytningen i Ree Park skete under stor forsigtighed.

- Du går på en line. Hvis der er et eller andet, der trigger den, så vender alt det, der gik godt, på et splitsekund. Når det går galt, går det virkeligt galt, forklarer direktør for Ree Park Jesper Stagegaard til TV 2 | ØSTJYLLAND.

I den første måned af Kitos nye liv i Ree Park skal han efter veterinærreglerne opholde sig i karantæne.

Og da parken lukker efter skolernes efterårsferie, bliver det altså først i 2012, at gæsterne i Ree Park vil kunne nyde synet af det store afrikanske dyr.