Nyt kvarter er på vej ved Øgaderne i Aarhus
Nye lejligheder er på vej i det centrale Aarhus
Æbeløgade er navnet på den nye gade, der kommer til at danne ramme om et nyt kvarter i Aarhus.
Aarhus Byråd godkendte nemlig onsdag aften en indstilling om at sælge Saltholmsgade/Hjortensgade, så der kan blive bygget en række nye boliger i området.
- Aarhus har brug for kvalitetsboliger, og med salget er vejen banet for en varieret udbygning med både ejer- og lejeboliger. Det er godt for Midtbyens sociale bæredygtighed, siger rådmand for Teknik og Miljø, Kristian Würtz, i en pressemeddelelse.
Æbeløgade kommer til at forbinde de to allerede eksisterende gader Saltholmsgade og Møllevejen. Arkitekturen i det nye byggeri bliver en nyfortolkning af de velkendte Øgadehuse, der i forvejen præger området.
Der bliver også stor variation i de forskellige slags boliger, der bliver opført. Der bliver således både byhuse og etagebyggerier.
Læs også
Vil etablere et nyt børnemiljø
Indtægterne fra salget vil kommunen bruge på, at lave et nyt børnemiljø i Sølystgade, ligesom de vil renovere Beboerhuset samme sted.
- Det er så opløftende, at dette skønne område får nyt liv. At børnenes hus får lov at leve videre sammen med de øvrige aktiviteter i Thunøgade er den helt rigtige beslutning, siger Rabih Azad-Ahmad.