Nyt kulturhus tager form: - Adrenalinen begynder at pumpe nu

I halvandet år har håndværkere arbejdet på at omdanne den gamle maltfabrik i Ebeltoft til et samlingssted for byen.

02:07

Når Maltfabrikken i Ebeltoft er helt færdig, bliver byens bibliotek, museum og lokalarkiv samlet under ét tag. Der bliver også plads til koncerter, teater og iværksætteri.

Håndværkerne arbejder stadig for fulde drøn på Maltfabrikken i Ebeltoft.

Det nye samlingssted for byens borgere åbner først officielt til april næste år, men allerede nu er de første bygninger så småt ved at være klar til brug.

- Det har jo været noget af en rejse, og er vi ved at være der, siger Kristian Krog, der er direktør for Maltfabrikken, til TV2 ØSTJYLLAND.

Når det hele er færdigt, bliver byens bibliotek, museum og lokalarkiv samlet under ét tag.

- Vi glæder os helt utroligt meget. Adrenalinen begynder at pumpe nu, fordi byggeriet begynder at tage rigtig meget form, siger Inge Birkeholm, der er souschef på Syddjurs Bibliotek, til TV2 ØSTJYLLAND.

Før i tiden blev Maltfabrikken brugt til at lave malt til ølbryggeri, men den lukkede i 1998. 

I lokalerne bliver der plads til alt fra koncerter og teater til private arrangementer. Derudover kommer mange af byens iværksættere til at flytte ind på fabrikken.

- Jeg tror slet ikke, man kan overvurdere den effekt, sådan et projekt som Maltfabrikken har på en by som Ebeltoft, siger Kristian Krog.

Hvis man gerne vil have børnefamilier og unge til at blive i byen, kræver det nemlig noget helt særligt, mener han.

Læs også Borgerne tages med på råd: Det drømmer de om i Ebeltoft

- Smukke gader, hyggelige brosten og stokroser gør rigtig meget, men det gør ikke alt. Der skal være et fællesskab, og det, vi bygger, er først og fremmest et fællesskab.

Maltfabrikken blev oprindeligt bygget i 1861, hvor den blev brugt til at lave malt til ølbryggeri. Men i 1998 lukkede den og stod tom i mange år. Lige indtil Syddjurs Kommune besluttede, at den skulle laves om til et mødested for borgerne i Ebeltoft.

En gammel kompressor for Maltfabrikken bliver genbrugt som udlånsautomat på det nye bibliotek. 

En vigtig del af projektet er, at man værner om de gamle ting, samtidig med at der bliver bygget nyt. Blandt andet bliver en gammel kompressor lavet om til en udlånsautomat til biblioteket.

Men sådan et projekt er dyrt, og budgettet på 151 millioner, der hovedsageligt kommer fra fonde, rækker kun lige til øllet. Derfor er direktøren gået i gang med at crowdfonde en ekstra million, der skal bruges til inventar.

- Alle, der har lyst, kan hjælpe til. Vi går efter både små og større beløb. Men vi tror på det, og vi glæder os til at se, hvad der kommer ind, siger Kristian Krog.

Indsamlingen begyndte ved et arrangement onsdag aften, hvor erhvervslivet og foreninger smed 171.000 kroner i kassen. 

04:59

TV2 ØSTJYLLAND besøgte også Maltfabrikken i februar. Her kan du høre mere om visionen for det nye kulturhus og samlingssted. 

Luk video