Kørselstilbud til unge vækker glæde - men ikke i taxibranchen
Kommune vil undgå tomme busser og fastholde unge - taxiselskaber frygter, at branchen bliver presset.
Tag en taxi, den er gratis.
Sådan lyder opfordringen til unge med ungdomskort til den kollektive trafik i Syddjurs Kommune.
Læs også
Tilbuddet starter til august, og det er en utraditionel løsning på en situation, hvor busruter nedlægges og de unge flytter væk.
- Det kan være ensomt at være ung ude på landet, og det er fint, at de så kan besøge hinanden. De unge kan også have fritidsjobs i Rønde eller Ebeltoft og så have mulighed for at komme hjem, siger borgmester i Syddjurs Kommune Ole Bollesen (S) til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Udbud er noget lort
Det er dog ikke alle, der er henrykte over den nye ordning. Det gælder eksempelvis for Kim Vestergård, der har kørt taxa i Syddjurs Kommune i 25 år.
- Det er en god løsning for de unge og en dårlig løsning for taxibranchen, siger han.
Kommunen har sat taxakørslen i udbud blandt kommunens taxaselskaber og indsamler i øjeblikket tilbud.
Læs også
TV2 ØSTJYLLAND erfarer, at flere af områdets taxiselskaber frygter, at kommunen vælger det billigste tilbud - og det presser branchen.
- Jeg synes, det der udbud er noget lort. Jeg synes, det er social dumping, så det vil noget, lyder det fra vognmand Kim Vestergård.
Succes i Skanderborg
I Skanderborg Kommune kører de særlige taxier allerede - og her har løsningen været en succes.
- Da vi indførte det, lavede vi en prøveperiode på et halvt år, fordi vi var bange for, at det ville gå helt amok. Det gjorde det ikke, og nu er vi kommet godt i gang, siger formand for miljø- og planudvalget i Skanderborg Kommune, Claus Leick (SF), til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Kommunen bruger ifølge Claus Leick et sted mellem 300.000 og 400.000 kroner om året på taxiløsningen.
- Det kan lyde som mange penge, men det er ikke mange i forhold til, at vi måske bruger over 20 millioner kroner på kollektiv trafik, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Tilbuddet i Syddjurs Kommune gælder også indtil midnat i weekenden.