Skiltestrid: Silkeborg kommer tilbage på vejskilte

Silkeborg-navnet vender tilbage på skiltene langs motorvejen mellem Aarhus og Herning. Borgmester jubler

01:13

Det vakte vrede og forundring, da Silkeborg-navnet blev fjernet fra motorvejsskilte i forbindelse med åbningen af Silkeborgmotorvejen.

Borgmester Steen Vindum (V) gik på barrikaderne og skiltede med sin modstand. 

- Jeg blev ærlig talt ret forundret. Den havde jeg ikke set komme. Jeg tænkte, at det var naturligt, at man skiltede til en by af Silkeborgs størrelse, siger Steen Vindum til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Vejdirektoratet pillede Silkeborg af skiltet efter åbningen af Silkeborgmotorvejen. 

Læs også Silkeborg er blevet erstattet af Herning på motorvejen

Men nu kommer vejvisningen til Silkeborg tilbage på motorvejsskiltene ved de centrale knudepunkter, dels ved de store motorvejskryds i Aarhus og Herning, og dels ved alle de store tilkørselsveje mellem Aarhus og Herning.

- Vi er meget tilfredse med, at Vejdirektoratet har lyttet til vores argumenter, så både turister og ikke-stedkendte igen nemt kan finde vej til Silkeborg. Vejdirektoratets forslag er et udtryk for det gode samarbejde, vi har haft med Vejdirektoratet gennem de seneste mange år, hvor motorvejen er blevet bygget, siger Steen Vindum.

Vejdirektoratet har afleveret forslaget til ny skiltning til Silkeborg Kommune, og kommunens Vej- og Trafikudvalg skal politisk behandle forslaget den 7. februar. 

Silkeborg ventes tilbage på skiltene i løbet af få måneder.

02:19

VIDEO: Se meget mere om skiltestriden her.

Luk video