Nyt job til Poulsen
Den tidligere SIF'er i grønt
Den tidligere SIF-spiller Christopher Poulsen står ikke længere i arbejdsløshedskøen. Han får nemlig lov at rykke nord på til Viborg FF, hvor han skal være med til at rykke op i Superligaen. Han har skrevet kontrak for de næste to sæsoner.
Christopher Poulsen blev i foråret fyret fra Silkeborg IF, fordi han havde forfalsket underskrifter fra både SIF-direktør Kent Madsens og økonomi-direktør Claus Christensens for at få et lån til en fejlslagen vindmølle-investering.
-Vi kender Christopher som en god spiller, en god person og en god kollega. Udenfor banen, har Christopher været igennem en træls oplevelse, men vi har det sådan her i Viborg, at man godt må slå en skævert. Vi er ikke mennesker, der slår hånden af folk, og vi glæder os rigtig meget til at speede Christophers nye liv i Viborg op igen, siger Cheftræner Ove Christensen på klubbens hjemmeside.
Her slår hovedpersonen også selv fast, at sagen er et overstået kapitel.
- Der er ikke nogen tvivl om, at jeg har begået en fejl, men jeg vil sige, at den sag er ude af mit hoved nu. Jeg har ikke noget med vindmøllerne at gøre længere, og jeg har sammen med min familie fået bearbejdet tingene. Jeg har lært af mine fejl, og nu ser jeg fremad, udtaler Christopher Poulsen, som samtidig fortæller, at han ser frem til at sparke nyt liv i sin karriere i Viborg FF.
Christopher Poulsen har første træningsdag i Viborg FF på mandag.